
1. Skift det rådne bræt

Hvis et af dine terrassebrædder ser ekstra medtaget ud, så tjek, om det er råddent. Det er ikke sjovt at træde igennem!
Du kan tjekke træets tilstand ved at stikke en skruetrækker ned i brættet. Får skruetrækkeren fat i træet, fordi det er blødt, er det, fordi det er råddent.
Det bedste er at skifte brættet hurtigst muligt. Køb et nyt bræt i samme sort og størrelse, og sav det til på længden.
Husk, at der skal være ca. en halv cm’s luft for enden af brættet, hvis det skal lægges i forlængelse af et andet terrassebræt. Ellers kan fugten samle sig her, og træet nemt komme til at rådne igen, da endetræet er det sted, hvor vandet nemmest samler sig.

LÆS OGSÅ: Skift terrassebræt i et snuptag
2. Fjern pletter
Pletter på en træterrasse er ærgerlige – ligegyldigt om det er pletter med maling, rust, rødvin eller fra “fedtede” madvarer.
Hvis du spilder noget, er det en god idé at tørre det op med det samme, så farve- eller fedtstoffer ikke trænger ned i træet. Sker det alligevel, at der er en plet, som ikke lader sig fjerne med vand, sæbe og knofedt, må du tage skrappere midler i brug og slibe den væk med slibepapir.
Er pletten trængt dybere ned i træet, kan et par strøg med elhøvlen hjælpe. Sørg for at høvle/slibe over et større område, så reparationen ikke bliver synlig. Giv så området den samme overfladebehandling som resten af terrassen.
3. Spænd skruerne efter, så du ikke river dig

Har du en træterrasse med synlige skruer, vil du efter et halvt til et helt år opleve, at skruerne ikke længere sidder plant med overfladen, som de ellers gjorde, da du havde skruet dem i.
Det skyldes, at træet med tiden “svinder” lidt ind, så skruerne kommer til at stikke lidt op over træfladen. Derfor er det en god idé at gå dem efter, så du ikke risikerer at rive dig på dem, når du går på terrassen.
4. Rens efter regn
Du er fri for selv at gøre terrassen våd, hvis du gør den ren lige efter en god byge. Det sparer både tid, penge og vandressourcer.
5. Patiocleaneren renser mest effektivt

De fleste træterrasser har brug for en grundig forårsrengøring inden en ny sæson, da det fugtige vinterhalvår giver grobund for algevækst.
Den mest effektive rengøring foregår med en højtryksrenser med en såkaldt patiocleaner monteret.
Patiocleaneren er et børstehoved, der sørger for, at du kan skrubbe træet grundigt, uden at de hårde stråler fra højtryksrenseren ødelægger træet.
Du må ALDRIG rense en træterrasse udelukkende med højtryksrenseren! Det ødelægger fibrene, så træet vil blive endnu mere modtageligt for skidt, alger og andre begroninger.
LÆS OGSÅ: SÅDAN renser du terrassen bedst!
6. Undgå maling – det skaller af

Det er klart en god idé at overfladebehandle din træterrasse, da det beskytter træet og forlænger dets levetid. Men undgå heldækkende maling. Det dur ikke på vandrette flader under åben himmel.
Der sker som oftest det efter kort tid, at malingens pigmenter lægger sig som et løst lag på fladen og begynder at skalle af. Det er irriterende, ser mildest talt sjusket ud, og et stort arbejde at få det væk og starte forfra med et produkt, der egner sig bedre, fx terrasseolie.
LÆS OGSÅ: Vi tester træolie – dyr eller billig?
7. Montér et dækbræt og få en flot finish

De fleste træterrasser er hævet over jordoverfladen, mere eller mindre. Selv hvis det kun er en smule, pynter det ofte med et dækbræt, der lukker af langs den lodrette kant. Hvis du ikke allerede har monteret dækbrædder, så overvej at gøre det – det giver en flot finish på terrassen.

Læs mere: 7 tips: Træterrasse tilbage i topform Læs mere: Vedligeholdelsesfri terrasseLæs mere: Smuk og holdbar terrasse i hårdttræ